Jeg elsker at være mor for mine piger! Der er så mange glæder, så meget kærlighed og så mange gode tider sammen – når hverdagen er struktureret, godt planlagt med pauser og forudsigelig.
At være mor til et barn med autisme er på mange måder et privilegie, synes jeg. Jeg får lov til at opleve hendes verden helt tæt på – som at være indhyllet i den – på godt og ondt.
Jeg har fra starten gjort meget i at lære min datter omkring hendes autisme, selvindsigt. Dette gør nu, at hun er en 17-årig pige, der i store træk er i stand til at mærke efter, hvad der føles rigtigt og forkert.
Jeg har mange samtaler med Cecilie – både samtaler, hvor jeg lærer hende omkring begrebet autisme – og hvor hun lærer mig om, hvorfor og hvordan oplevelser føles og opleves. Det er lærerigt begge veje. Disse samtaler sætter jeg stor pris på.
Nu skal du ikke få et billede af, at dét, at være mor til en eller flere autister er evigt lyserødt. For det er langtfra sandhed!
At være mor til et barn med autisme er også vanvittigt hårdt! Et 24/7-job, hvor man aldrig helt har fri.
- Jeg skal altid være 2 (eller flere) skridt foran for at kunne forudsige dagens skift for mine døtre.
- Jeg skal holde til de mange verbale tærsk, det giver, når pigerne er løbet tør for ressourcer (batteri) og nedsmeltningen lurer liiiiige om hjørnet.
- Jeg skal kunne finde en motivation for min datter i løbet af 0,5.
- Jeg skal kunne agere i mine 2 døtre med særlige behov og samtidig imødekomme Amalies normale teenage-spontanitet.
- Jeg skal kunne skifte mellem ekstrem struktur og ekstrem fleksibilitet i løbet af ingen tid.
- Jeg skal også passe mit job – og passe på mig selv.
Der er mange flere eksempler på, hvad man alt skal kunne som mor til disse dejlige børn. Du kender sikkert mange flere.
Der er nogle dage, hvor jeg slutter dagen med at være hård ved mig selv: Det kunne du have klaret bedre! Det var ikke nødvendigt at blive sur, det lærte hun jo intet ved!
Vi er kun mennesker – og vi har ikke uanede ressourcer.
Det er nogen gange lidt det samme at være mor – nogle gange bliver vi nødt til at passe på os selv først, og lade andre vente – og det er okay!
Anita udgav i 2015 bogen “Autismens ABC”. Da hendes datter blev diagnosticeret autist, vidste hun intet om autisme. Hun manglede en bog på markedet, der let kunne give hende en indsigt i og overblik over autismebegrebet i og hvad hendes datter kæmpede med. Hun bestemte sig derfor selv at skrive den.