Nyhed

Fra 1000 km /timen til et brat stop

I oktober 2020 blev vores direktør og grundlægger, René Brøndberg-Bras, pludselig ramt af alvorlig sygdom. Det har han skrevet en række blogindlæg om, som beskriver hans rejse tilbage til hverdagen. En hverdag som ligger langt fra den han kendte.

Det burde have stået i neon...

Jeg styrede direkte mod at ødelægge mig selv. Alt for mange arbejdsopgaver og alt for mange bolde i luften. Men som mange andre ignorerede jeg alle signaler: humørsvingninger, dårlig søvn, opmærksom- og hukommelsesproblemer. Kroppen går i stykker, hvis den ikke plejes. Men “det sker for andre, ikke mig!”.. for jeg arbejdede videre.

Og så ramte jeg muren med et brag. Hovedkranspulsåren bristede, en åre fra mit underben og en ved kravebenet blev taget ud og brugt som reservedele. En kunstig hjerteklap blev jeg også beriget med. Nå ja og to blodpropper i højre hjernehalvdel.

Kognitivt ramt

Da jeg vågnede fra min koma var jeg spastisk lammet i venstre side, og jeg var kognitivt hårdt ramt.

Jeg lå på et sengeafsnit, hvor de øvrige patienter var 60+ og havde fået repareret hjertet, så de kunne lidt igen. Jeg var meget syg, og de første mange nætter vågede en sygeplejerske over mig…. Julie hed hun.

 

Min hjerne kan ikke rumme informationerne

Efter min hjerne var kommet sig fra det første chok, vågnede jeg langsomt mere op. Så opdagede jeg flere lidt “pudsige” ting. Pludselig kunne jeg ikke tyde et analogt ur. Jeg kunne ikke rumme flere tal i hovedet ad gangen og slet ikke flere beskeder. Fra mit perspektiv kom de mange forskellige fagpersoner på hospitalet tilfældigt. Altid som en overraskelse. Jeg har sikkert fået at vide, hvornår- og hvad der skulle ske, men min hjerne kunne ikke rumme informationerne… ikke endnu. Jeg følte på egen krop, hvad det vil sige at miste overblikket, og hvordan det føles at leve uden en indre fornemmelse for struktur.

Det er mærkeligt… Jeg har brugt mange år af mit liv på at tale om, hvordan man kan hjælpe mennesker med at få struktur, men jeg har aldrig før følt behovet selv. Ikke før nu.

Jeg havde brug for billeder

Efter nogle dage bad jeg om at få min elskede telefon ud på hospitalet. Min telefon som indeholder mine lydbøger, mine kontakter og resten af mit digitale liv. Men jeg kunne ikke huske, hvor “knapperne” sad. Jeg var i vildrede.

Min kæreste var så sød at hjælpe mig. Da jeg ikke kunne bruge telefonen kom hun med billeder, som jeg kunne krydse af med en kuglepen. Billederne viste mig, hvad der skulle ske, så jeg ikke hele tiden blev overrasket. Og jeg kunne bruge dem til at kommunikere, når det var for anstrengende at tale. Det gav mening for mig – tekst var alt for komplekst. Vi brugte Mobilize Me til at bygge billedestrimlerne op og printe dem ud. De printede billedark blev en bro for mig i tiden, hvor min hjerne fik det bedre og jeg langsomt kunne bruge min telefon igen.

Der er lys forude

Der er nu gået 10 måneder, og der er lys forude. Min hjerne er ikke så pudsig længere, og jeg kan nu læse og skrive igen. Jeg er kommet langt, siden Julie vågede over mig på Skejby universitetshospital. Jeg lærte på den hårde måde at være ydmyg og tage imod den hjælp, jeg kunne få. Billeder blev for mig vejen frem i min genoptræning af krop og sind. Men det er ikke slut endnu. Jeg har stadig brug for værktøjer, der hjælper mig med at holde overblikket.

Følg med i min videre rejse

I den kommende tid vil jeg skrive mere om, hvordan jeg anvender mine egne værktøjer til at hjælpe mig med at komme tilbage til hverdagen. En hverdag hvor jeg kan være den mand, jeg gerne vil være for min familie og en del af kontoret hos Mobilize Me, som jeg selv har grundlagt.

Jeg håber, du har lyst til at følge med… Livet kan nu være mærkeligt nogle gange.

Læs næste blogindlæg