Nyhed

Fra viden til handling

Inklusion er det helt store samtaleemne i dagens folkeskole. Alle børn skal nu, så vidt det er muligt, inkluderes i almindelige folkeskoler og være en del af det store fællesskab. Det kan give god mening for nogen, og for andre er det den direkte vej til skolevægring. De danske folkeskolelærere og pædagoger gør det, så godt de kan, men hvordan klæder vi dem på til at skabe et undervisningsmiljø, som rent faktisk inkluderer og ikke bare "tåler" elever med særlige udfordringer?

Den danske folkeskole

Det vurderes at 2-3 procent af danske skolebørn har ADHD med hyperaktivitet og opmærksomhedsproblemer. Det svarer til mindst 1 barn i hver folkeskoleklasse. Derudover finder man også børn med autisme i de danske folkeskoleklasser, hvor hver tredje lider af skolevægring.

Inklusion

Rundt om på landets skoler arbejder man i disse år med inklusion. Specialtilbuddene bliver færre, og børn med kognitive udfordringer, som ADHD og autisme, skal inkluderes på almindelige grundskoler og ungdomsuddannelser. Mange lærere og forældre har ytret bekymring om at få “de nye elever” til at passe ind i den danske folkeskole, men hvad med, at vi får folkeskolen til at passe til dem?

Vi ved, at man med forholdsvis enkle midler, og ved at ændre sit mind-set, kan gøre hverdagen bedre for børn med fx ADHD. Men hvordan bliver vi bedre til at få specialviden til at arbejde sammen med almen viden? For det tyder stadig på, at den særlige viden om kognitive udfordringer har en lang – og ofte ikke succesfuld vej – fra “dem der har viden” til “dem som har brug for viden”.

Trivsel for alle

Helle Overballe Mogensen, specialpædagogisk vejleder og forfatter, er en af de personer, som er fortaler for at skabe læringsmiljøer, hvor alle trives med de samme pædagogiske værktøjer.

I bogen “Takt”, som er skrevet i samarbejde med Tine Kristensen, stiller hun spørgsmålene:

Behøver det være sådan, at barnet med autisme skal tilpasses det neurotypiske flertals opfattelse af verden? Kan man i stedet skabe en skolehverdag, som gavner alle, men som dybest set er skabt med neuro- atypiske for øje? Og kan man droppe begrebet "inklusion" og erstatte det med et langt bredere og mindre stigmatiserende begreb "trivsel"?
Helle Overballe Mogensen

Svaret på alle disse spørgsmål er JA. I hvert fald ifølge Helle Overballe Mogensen, som har haft stor succes med at udvikle og anvende pædagogiske redskaber, som gavner alle børn, men som i særdeleshed er nødvendig for børn med autisme og ADHD.

Hvorfor er det så vigtigt?

Børn med kognitive udfordringer har nedsatte eksekutive funktioner. Det kan have betydning i mange sammenhænge. I forhold til en skoledag betyder de, at de kan have:

  • Svært ved at holde fokus på opgaven dvs. at holde opmærksomhed og koncentrationen
  • En svag arbejdshukommelse
  • Svært ved at udsætte egne behov
  • Udfordringer med at vurdere, hvor vred eller hvor glad man skal være i en given situation
  • Svært ved at løse udfordringer I forhold til kontekst på passende vis
  • Svært ved at sætte sig i andres sted
  • Svært ved planlægge og organisere fx i gruppearbejde, hvor opgaven kræver selvforvaltning og social afkodning
  • Problemer med at finde rundt på en side i fx en matematikbog.

Hvis undervisningen er for fri, og ikke understøtter elevens behov for struktur og overblik, så bliver eleven stresset og lagrer kun brudstykker af undervisningen i hukommelsen. Alt elevens energi koncentreres i stedet om at agere i situationen og håndtere den utryghed, som forekommer.

Når undervisningen imødekommer de udfordrede elevers behov, vil de kunne udnytte deres læringspotentiale. I mange tilfælde handler det om, at vende undervisningen på hovedet, at begynde med pointen og lave en klar plan for, hvordan man skal komme derhen. Alt dette også til gavn for alle andre.

Det handler om at øge oplevelsen af sammenhæng

For at kunne lære noget nyt, er det vigtigt, at man kan sætte det nye i relation til omverden. Det kan være svært for mange – neurotypiske børn og voksne trækker heller ikke altid selv den røde tråd. Oplevelsen af sammenhæng er dog pr definition formindsket, hvis man har særlige kognitive udfordringer. Derfor er det ekstra vigtigt at øge denne oplevelse ved at have fokus på pædagogiske tiltag som:

  • Øge følelsen af sammenhæng
  • Øge begribeligheden
  • Øge håndterbarheden
  • Øge meningsfuldheden
  • Øge håbet
    (Antonowsky)

Forskningen viser, at såkaldte almindelige børn, også har stor gavn af disse tiltag. I bogen “Takt” 2016, opstiller Helle Overballe Mogensen og Tine Kristensen et skema, som viser, hvad skolerne bør have fokus på. Her opdeler de skolens pædagogiske redskaber i forskellige kategorier: “Kan/skal alle”, “Bør alle” og “Ønskesedlen”
Alle har brug for:

  1. Struktur, sammenhæng, forudsigelighed
  2. Informationer i mindre dele
  3. Tid til omtanke og skift
  4. Mulighed for tilpasning af adfærd
  5. Støtte til samarbejde og spejlingsmuligheder

Der findes allerede mange produkter, opfindelser og systemer, der tilsammen opfylder disse behov. I mange år har fysiske skemaer, velcrobrikker, stopure osv. været uundværlige hjælpemidler for specialundervisningen, og det vil de sikkert være mange år endnu.

Med Mobilize Me og PlaNet kan vi erstatte nogle af disse analoge værktøjer og tilbyde et samlet system, der opfylder flere krav på en gang. Digitale værktøjer er ikke låst til et klasseværelse eller til køleskabet i hjemmet, og derfor skaber de en bedre sammenhæng for den udfordrede elev. Værktøjet er altså lettere tilgængeligt, og eleven skiller sig ikke ud blandt kammeraterne, når det bruges. Støtten kan gradbøjes til den enkelte elev, og de udfordrede elever og de såkaldte almindelige elever, kan arbejde med det samme værktøj – med det niveau af støtte de har behov for.

Pointen er...

For at gå forrest med det gode eksempel, så skrev jeg faktisk pointen med dette blogindlæg i begyndelsen. Vi skal gøre specialviden til almen viden, så børn med kognitive udfordringer kan trives i den danske folkeskolen. Hertil kan man fx bruge digitale strukturværktøjer, men det afgørende er, at vi ændrer den måde vi tænker inklusion på.

Jeg er til stadighed inspireret af et oplæg, som jeg hørte på ADHD foreningens konference tilbage i 2014 med Rosemary Tannoch omkring “knowlegde translation”, fra viden til handling, og udfordringen med at gøre viden til sin egen, og bruge den.

I den kommende tid, vil jeg bringe en række blogindlæg, som giver eksempler på, hvordan vi kan anvende specialpædagogiske tiltag i samspil med strukturværktøjer og måske gør hverdagen nemmere for de mange børn, der nu skal passes ind i den danske folkeskole.