Blogindlæg

Fremtidens teknologi hjælper mennesker med autisme – del 1

I fremtiden kan nye teknologier, som kunstig intelligens og forstærket virkelighed, være med til at give personer med kognitive handicaps mulighed for at træne sociale situationer. Læs om Noah, der i fremtiden får virtuel hjælp til at forberede sig til en jobsamtale.

Hvordan kan ny teknologi hjælpe personer med autisme og andre kognitive udfordringer? Det er en af de ting jeg, som ingeniør i sundhedsteknologi, er optaget af. Min mission er at videreudvikle Mobilize Me’s værktøjer og sikre, at de også vil give stor værdi i fremtiden.

Jeg vil her fortælle om muligheden for at inddrage nye teknologier som

  • AI (kunstig intelligens)
  • 3D-scanning
  • AR (augmented reality, forstærket/udvidet virkelighed),

og sætte nogle ord på, hvordan de kan hjælpe mennesker med kognitive handicaps.

Hvis du nu tænker “Det er da ikke ny teknologi, det har eksisteret i mange år”, så har du helt ret. Nyheden ligger i at, teknologien efterhånden er blevet så billig at udvikle, at vores almindelige smartphones og tablets har computerkraft nok til at udnytte disse teknologier. Millioner af smartphone-ejere har fx appen Pokemon GO, som ved hjælp af AR viser virtuelle figurer, som man kan interagere med – midt i vores virkelige verden. Bare ved hjælp af telefonen.

Jeg ser store muligheder i at udnytte denne teknologi ift. mennesker med autisme og andre kognitive udfordringer.

Fremtidscenarie

Noah, som er 18 år og har autisme, skal til sin første jobsamtale. Han ved, at han skal tale med sin potentielle chef, Morten, så han lægger 3D-billedet af ham ind i sit Social Situations program. Noah vælger situationen “Jobsamtale”, hvorefter han kan vælge stilling, arbejdspladsens type og adresse, og til sidst kan han vælge Morten som deltager.

Noah tager sine VR-briller på, og trykker start. Jobsamtalen bliver genereret i 3D, ud fra de parametre Noah har valgt, og baseret på data fra millioner af jobsamtaler. Nu kan Noah øve situationen igennem på en realistisk måde, og reducere risikoen for at “dumme sig” overfor andre, hvilket igen reducerer hans angst.

Når Noah føler sig tryg ved standard-situationen, kan han vælge at gøre det sværere, fx ved at vælge “Uforudsete hændelser”. Programmet genererer da en serie af afvigelser fra standard-situationen. Måske skal han interviewes af Lise i stedet, måske bliver samtalen forsinket eller intervieweren spørger om noget uventet. Programmet foreslår samtidigt forskellige måder, han kan imødegå afvigelserne på, og kan på denne måde hjælpe Noah med at håndtere udfordringer på en hensigtsmæssig måde.

 

Dette lyder måske langt ude, men hvor langt ude i fremtiden ligger det egentligt? Det kan du læse mere om i del 2.