Nyhed

“Jeg ser hele tiden, at jeg forbedrer mig”

Indtil for nylig havde Niels-Erik Hansen rigtig svært ved at komme ud af døren, huske at komme på arbejde og møde til tiden. Så blev han IT-agent og tester på LiMo-appen'en - og så tog det pludselig fart.

Det nye app-modul, LiMo, stiler mod at motivere borgere med handicap til at opnå mål i hverdagen.

Det er et teknologisk redskab, hvor borgere og pædagogiske medarbejdere sammen kigger på mål. Fysisk ligger det i strukturværktøjet PlaNet, som er borgerens kalendersystem.
“Jeg har alarmer i [PlaNet-]app’en. Det er faktisk rigtig godt, at den minder os om at huske ting, vi skal. Fx har jeg brugt den til at huske at komme på arbejde, siger han og fortsætter: “Det går rigtig godt nu med at komme på arbejde, så nu bruger jeg den også til at lægge opgaver ind i mit skema”, fortæller Niels-Erik Hansen, som nu samtidig holder øje med og vurderer sin egen fremgang og udvikling gennem Limo-modulet.

Niels-Erik har boet på Peder Lykkes Vej på Amager i knap fem år. Han har qua sine stærke computer skills landet fast beskæftigelse og sørger bl.a. for, at al IT på Dagtilbuddet påTomatvej er up to date.

“Jeg er rigtig glad for det. Lige nu arbejder jeg fx med fem tablets, hvor jeg opdaterer dem og laver nye apple-id. De skal nulstilles, fordi ham, der lavede dem, ikke er der mere”, fortæller han.

En, to ... Fem stjerner

Sådan som der arbejdes med udviklingsmål via LiMo, har Niels-Erik fattet større interesse for at arbejde og i at møde til tiden. Dengang det var et mål, der blot lå i personalecomputeren, var det sværere at tage ansvar for dét at komme af sted selv.

Niels-Erik bruger LiMo cirka tre gang om ugen. Her benytter han det indbyggede stjernesystem til at vurdere sin indsats.

“Ved fem stjerner, så er jeg mødt ind hver gang til tiden, fire stjerner er, at jeg er kommet til tiden, tre stjerner, så er jeg kommet for sent til en af tingene. De to stjerner betyder, at jeg har meldt mig syg, og en stjerne betyder, at jeg har glemt at melde mig syg, forklarer han.

Stjernesystemet afspejler ikke godt og dårligt.

Etteren må ikke blive et dårligt stempel. Det skal mere være, hvordan kommer vi videre herfra?
Lonni FrederiksenPædagog

“Etteren må ikke blive et dårligt stempel. Det skal mere være, hvordan kommer vi videre herfra? Det skaber ikke udvikling, hvis den er negativ. Vi snakker anerkendende om, hvad der er sket i denne uge, og hvad man så tænker om næste uge,” fortæller pædagog Lonni Frederiksen.

Hun og pædagogstuderende Jonas Pagaard Hansen på botilbuddet Peder Lykkes Vej mener, at udfordringen oftest ligger i at møde op til et job snarere end at finde det. At finde struktur i at have et arbejde. De har set, at bl.a. Niels-Erik er blevet langt mere uafhængig af personalet på det punkt, efter han har fået LiMo på sin smartphone.

Med ærlighed kommer man længst

Hver uge på sin bostøttedag har Niels-Erik Hansen LiMo ved hånden. I dag gennemgår han ugen med Jonas Pagaard Hansen.

J: Vi skal have lavet stjerner i dag. Hvordan er det gået i denne uge?

N-E: I den her uge har jeg arbejdet mandag, onsdag og fredag.

J: Er du kommet til tiden alle gange?

N-E: Jeg skal have fire stjerner. Nej, jeg vil gerne rette den til tre, for jeg kom for sent i går.

“Jeg er nok lidt hård mod mig selv, men det er godt at være ærlig”, smiler Niels-Erik.

Og der er ingen tvivl at spore hos ham. LiMo har gjort tilværelsen nemmere. “Jeg kan se, hvor jeg har forbedret mig helt tiden. Det er fedt!” siger den 30-årige amager’kaner.