Nyhed

Hos SOSU Nykøbing står der PlaNet på skoleskemaet

På SOSU Nykøbing står der PlaNet på skoleskemaet. Her arbejder de pædagogiske assistenter nemlig hands on med strukturværktøjet PlaNet. Igennem et rollespil får de studerende udfordret deres forestillingsevne i rollen som blandt andet borger, mor og mentor. Vi har talt med Sebastian Pallisgaard Balling, som er underviser på skolen og manden, der har indført PlaNet i undervisningen.

Sebastian Pallisgaard Balling er ansat på SOSU Nykøbing. Her underviser han de pædagogiske assistentelever på grund- og hovedforløbet. Sebastian er uddannet ergoterapeut, og han har arbejdet i en lang række jobs inden for socialområdet, før han landede på SOSU-skolen i Nykøbing Falster. Allerede på sin første arbejdsplads, en centerafdeling på en folkeskole på Lolland, stødte Sebastian på Mobilize Me. Siden har han taget Mobilize Me’s digitale strukturværktøjer med sig fra arbejdsplads til arbejdsplads.

På SOSU Nykøbing er det PlaNet, som indtil videre har taget fokus, og om det, siger Sebastian: 

“PlaNet er et godt gennemarbejdet værktøj, som kan det, det skal. Værktøjet kan noget, der er så grundlæggende og samtidig fleksibelt. Det betyder, at den pædagogiske tanke bag indsatsen kan bæres bedre igennem med PlaNet end via en almindelig kalender. Det giver bare god mening”.
Sebastian P. Balling

Eleverne spiller rollespil med PlaNet

Siden 2016 har de studerende på SOSU Nykøbing så nydt godt af Sebastians viden om PlaNet. Her bliver der lavet sjove stemmer, og indtaget alvorlige miner, når eleverne kaster sig ud i at spille borger, mor, mentor, digital vejleder og hvad rollekortene ellers byder på. Sebastian anvender nemlig et rollespil, udviklet af Mobilize Me, til at introducere sine elever til værktøjerne. Det giver dem hands on erfaring og kaster dem direkte ud i de problemstillinger, man som fagperson kan møde, når man implementerer et nyt digitalt værktøj.

Læs mere om PlaNet her

Rollespil på SOSU Nykøbing i marts 2022

Hvordan foregår sådan et rollespil

Eleverne deles op i grupper og får hver et rollekort. Hver gruppe skal nu samarbejde om at lave en struktur for en borger, mens eleverne indtager de forskellige roller. Undervejs bryder Sebastian ind med små opgaver eller hændelser, som eleverne skal arbejde rundt om. Det presser dem til at arbejde med alle funktioner i værktøjet. Derudover viser det eleverne vigtigheden af at lave nogle fælles retningslinjer for, hvordan man arbejder i PlaNet som støttepersoner. 

De studerende er begejstrede

Sebastian fortæller, at det altid spreder glæde hos eleverne at arbejde med værktøjet på denne måde. Det giver dem både en fornemmelse af, hvordan man kan arbejde med struktur via en digital løsning. Og det giver dem et indblik i, hvilke udfordringer, man skal være bevidst om. 

“Fx har vi nogle elever, som pludselig siger “min telefon er løbet tør for strøm - hvad nu? Det er jo en reel problemstilling, som også kan være en stopklods ude i den virkelige verden. Ved at opleve det, bliver eleverne bevidste om, at hvis man skal arbejde med digitale devices i en arbejdssituation, så er der også nogen, der skal have ansvar for at lade dem op. Det er da en vigtig lære at tage med sig”
Sebastian P. Balling

Velfærdsteknologi i fokus

På SOSU Nykøbing har man et generelt fokus på velfærdsteknologi. Det er derfor ikke fremmed for de studerende at arbejde med digitale løsninger. Sammen med de øvrige SOSU-skoler i landet, samarbejder SOSU Nykøbing med Videnscenter for velfærdsteknologi. Det skal styrke skolernes kompetencer – og fokus på brug af velfærdsteknologi. Hver skole har en eller flere koordinatorer, som samarbejder om at udvikle læringsmateriale, workshops osv. som kan bruges af alle skoler. Sebastian er en af koordinatorerne fra SOSU Nykøbing, og han har derfor et naturligt fokus på velfærdsteknologien.

“Velfærdsteknologi er kommet for at blive, og det er vigtigt at eleverne har en grundlæggende teknologiforståelse, når de kommer ud og skal arbejde i institutioner og på skoler. Derudover sætter vi også fokus på, hvordan man skal omgå den data, man pludselig får til rådighed. Det kan også være en kæmpe øjenåbner for nogle elever.” (Sebastian P. Balling)

Sebastian viser PlaNet frem for de studerende på SOSU Nykøbing forud for rollespillet.

Værktøjet sætter fokus på struktur

Men PlaNet er ikke kun relevant, fordi den er digital. Sebastian fortæller, at han også anvender PlaNet til at sætte fokus på det at skabe struktur. På uddannelsen til pædagogisk assistent taler man primært om, hvordan struktur kan bruges i forhold til normalområdet – ofte i relation til genkendelighed og forudsigelighed for børn. Mange af Sebastians elever vil dog også komme til at møde børn og voksne i deres arbejdsliv, som har et særligt behov for struktur, fx pga. ADHD eller autisme, og så er det vigtigt at de ved, hvilke muligheder der er, fortæller Sebastian.

“Jeg kan ofte mærke en tydelig forskel på interessen for PlaNet mellem de elever, der har meget praktisk erfaring, og dem der ikke har. De elever, der allerede har stiftet bekendtskab med institutionsverden, de forstår også hurtigere behovet. Hvis en elev får en særlig interesse for PlaNet, så taler jeg selvfølgelig altid gerne videre om det”.
Sebastian P. Balling

Mobilize Me skal også med på skoleskemaet

Sebastian agter at holde fast i rollespillet til PlaNet, og han drømmer om at udvide med en version til Mobilize Me. Både for at udvide de studerendes digitale værktøjskasse, men også for at gøre dem bevidste om, at der findes forskellige værktøjer til forskellige behov. Mobilize Me er vores andet strukturværktøj, som er mere visuelt, end PlaNet. Det henvender sig til en borgergruppe, som har brug for billeder og piktogrammer til at overskue dagen. “Mange af de studerende vil kunne se en mere direkte kobling mellem de fysiske piktogramskemaer, som de møder i institutionerne, og Mobilize Me. Derfor tror jeg, at det kunne være interessant at give dem Mobilize Me med i rygsækken allerede på grundforløbet.” fortæller Sebastian.

Læs mere om Mobilize Me her

Vil du også låne PlaNet i din undervisning

Vi stiller gerne vores værktøjer til rådighed for undervisningsinstitutioner, der ønsker at gøre de studerende klogere på, hvordan digitale strukturværktøjer kan gøre en positiv forskel i hverdagen – både for borgere og fagpersoner. Kontakt os på kontakt@mobilize-me.com, hvis du har lyst til at høre mere om, hvordan I kan få adgang.