Nyhed

Lav et Regelmatrix i PlaNet

Børn med kognitive udfordringer, som autisme og ADHD, har ofte svært ved at aflæse sociale situationer. Spørgsmål som: "Hvordan skal jeg opføre mig?", "Hvad forventer de af mig? og "Hvad mon læreren/pædagogen gerne have mig til at gøre?" løber ofte igennem de små hoveder. Derfor kan det være en god ide at opstille det, som Helle Overballe og Tine Kristensen betegner som et regelmatrix til at hjælpe barnet på vej. I dette blogindlæg kan du læse, hvad et regelmatrix er og se, hvordan det kan laves i PlaNet.

Hvad er regelmatrix?

Regelmatrix er et redskab, som er udviklet til brug i undervisningssammenhænge, men kan også overføres til andre aktiviteter. Begrebet stammer fra bogen “TAKT i skolen – Trivsel, Anerkendelse, Kommunikation og Teamwork”, som er skrevet af Helle Overballe og Tine Kristensen. Vi har tidligere skrevet om denne bog, og om tankerne bag den, i blogindlægget Fra viden til handling.

Børn med kognitive udfordringer har generelt en lavere modenhedsalder end deres reelle alder. Derfor er det ofte vigtigt at blive ved med at støtte barnet i de sociale færdigheder i længere tid, end det neurotypiske barn. Her kan regelmatrixer være nyttige. Med regelmatrix synliggør man nemlig regler, strukturer og rutiner for barnet, så det får nemmere ved at leve op til de forventninger, som der stilles til det.

Modellen er venligst udlånt af Helle Overballe

Regelmatrixet synliggør de regler, som barnet skal mestre for at kunne indfri de forventninger, der stilles i en given situation. Det kan fx være regler for, hvordan man skal agere, når læreren taler, eller når der er spisefrikvarter.

Et regelmatrix for individuelt skolearbejde, kunne fx indeholde følgende retningslinjer:

  • Sid på din plads
  • Find de ting du skal bruge
  • Ræk hånden op hvis du skal have hjælp
  • Brug hviskestemme hvis du skal tale med sidemanden

Det er vigtigt at man som lærer, eller støtteperson, er bevidst om, hvad det er, man ønsker barnet skal kunne for at sikre den bedste oplevelse for barnet – og resten af klassen. Når man er bevidst om det, er man bedre i stand til at lave et regelmatrix, som giver det ønskede udbytte.

“REGELMATRIX er et af vores allerbedste bud på, hvordan teamet understøtter trivsel og læring” (Takt i skolen, 2016, 96)
Helle Overballe og Tine KristensenForfatterne bag "Takt I skolen"

Hvordan kan regelmatrix anvendes i PlaNet

I PlaNet kan man bruge regelmatrix til det enkelte barn, og lægge reglerne ind i barnets struktur som en diskret hjælp til, hvordan han/hun skal agere i en given situation.

Regelmatrix fjerner usikkerheden og hjælper til, at barnet ikke bliver stresset. Derudover øger det selvstændigheden og selvværdsfølelsen, når barnet formår at leve op til de sociale regler i klassen.

For en yngre skoleelev kan et regelmatrix fx se sådan ud:

Her ses et regelmatrix i PlaNet. Huskelisten minder barnet om, hvordan det skal agere, når frikvarteret er slut.

Individuelle regelmatrixer kan være mere eller mindre udførlige efter behov. Det er vigtigt, at lave dem sammen med barnet og så vidt muligt bruge hans/hendes egne ord. På den måde mindskes risikoen for misforståelser.

Hvis du har et barn, som er mere visuelt, kan du selvfølgelig også lave en lignende plan i Mobilize Me vha. billeder.

Husk de positive formuleringer

Som altid er det vigtigt, at de regler, der laves, er orienterede mod det man ønsker skal ske, og ikke det, som ikke skal ske. Når du formulerer reglerne positivt og handlingsorienteret vil barnet få et billede af, hvad der ønskes, og dermed have fokus på det.

Det var alt...

Vi håber, at dette indlæg har inspireret dig til at arbejde videre med regelmatrix, hvis det er relevant for dig – eller dit barn. Hvis du vil læse mere om Helle Overballe og Tine Kristensens pædagogiske værktøjer, så anbefaler vi gerne bogen “TAKT i skolen”, som er til stor inspiration for alle, som arbejder med inkluderende pædagogik.