Forbered jer i god tid
Forbered jer i god tid på skolestarten. Det kan I blandt andet gøre ved at italesætte den. Snak om hvad der skal ske den første skoledag. Får barnet fx en ny lærer? Eller er der nye fag på skoleskemaet i år?
Bruger I Mobilize Me eller PlaNet kan det også være en god idé i fællesskab at skrive skoleskemaet ind som skabelon og sammen vælge hvilke billeder, der bedst visualiserer de enkelte aktiviteter. På den måde kan I tale skoledagene igennem. Det er i den forbindelse vigtigt at tale om de gode ting ved skolen for at hjælpe barnet til at se det at gå i skole som noget positivt.
Et godt råd er hen imod slutningen af sommerferien at ændre tidspunktet for vækningen, så det stemmer overens med, hvornår barnet vil stå op på en skoledag.
Det gør dig måske ikke til den mest populære forælder, men det hjælper med at gøre overgangen fra ferie til skole mindre tydelig.
Brug sociale historier
Brug sociale historier til at forberede barnet på nogle af de episoder, der kan forekomme.
Sociale historier er små beskrivelser af situationer, begivenheder eller aktiviteter, der hjælper barnet med at forstå hvad der skal ske, hvorfor og hvordan. Eksempelvis kan du bruge en social historie til at beskrive, hvad barnet skal gøre, når hun/han stiger på bussen om morgenen.
På den måde styrker du dit barn i at håndtere sociale situationer, som dit barn kunne have svært ved. Du kan læse mere om sociale historier og se et konkret eksempel på vores blogindlæg Læg de sociale historier i PlaNet.
Prioriter tid til genopladning
At komme tilbage til gamle vaner og indlæring af nye rutiner kan tage tid og være energikrævende. Måske er dit barn derfor ekstra træt, når det kommer hjem fra skole i opstartsfasen. I kan her tænke over om der er nogle ting, der skal gøres anderledes derhjemme i opstartsfasen for at sikre sig den gode opstart? Skal barnet fx have færre hjemmeopgaver i denne periode? Eller har barnet brug for et ekstra pusterum i løbet af eftermiddagen? Stil ikke for store krav til barnet, og vær forberedt på at der godt kan komme en reaktion fra barnet i forbindelse med skolestarten. Her er det vigtigt som forældre eller pårørende at støtte barnet ekstra meget.
Forskellige individer, forskellige metoder
Det vigtigste er at huske at vi alle er forskellige, og at det derfor er svært at komme med et råd, som støtter op om alle.
Ovenstående råd er en inspiration til et par fokusområder, men de kan næppe stå alene. Vi håber, at de kan være med til at give jer en god skolestart.
God opstart!
Du er måske også interesseret i:
Jul i den neurodivergente familie: Juletiden stiller ekstra krav
I juletiden er der krav. Krav til at give nissen en tilpas fed oplevelse, når den er med hjemme fra børnehaven. Krav om at være social. Krav om at have noget begavet og måske endda interessant at sige til de utallige julearrangementer. Derudover er der brud på...
Jul i den neurodivergente familie: Nærvær og kærlighed på egne præmisser
Af Nicole Højbjerg December måned er i fuld gang - og julestemningen smitter alt omkring os. Det er jul og det er jo så hyggeligt! Men julen er ikke hyggelig for alle. Julen er også stress og forventninger, der ikke kan indfries. Det er uforudsigelighed og...
Jul i den neurodivergente familie: Hav modet til at gøre op med egne og andres forventninger
Ah, endelig jul. Duften af hjemmebag, rolige stunder i skæret fra blafrende stearinlys og god tid til at være sammen med familien. Det er nemt at forestille sig sit liv som et glitret julekatalog, men sådan er virkeligheden desværre langt fra i de fleste familier. ...