Rikke Andersen er mor til Zander på 10 år, som har ADHD og autisme. Zander har et stort behov for struktur, og derudover er det vigtigt for ham at have et overblik over, hvad resten af familien laver. Familien har tidligere brugt piktogrammer og andre tavlesystemer, men de fik Zander til at føle sig anderledes. Han blev derfor ofte vred på hjælpemidlerne, fordi han var alene om at bruge dem.
Familien forsøgte at finde et værktøj, som kunne forenes med nogle af Zanders interesser og på den måde vinde indpas hos ham. Da Zander har en stor interesse for teknik, begyndte de at kigge på digitale værktøjer. Valget faldt på Mobilize Me:
”Det var især vigtigt for os at kunne bruge forskellige farvekoder. Zander vil rigtig gerne vide, hvad hele familien laver, og derfor lægger vi aftaler ind for hele familien med forskellige farver. Lillesøster Lea på 6 år er fx rød, mor er gul og far er grøn. De aftaler, som er fælles, er hvide. Det er et genialt system, og vi har i hvert fald rigtig meget glæde af det”
Udover farvekoderne, så er familien også rigtig glade for, at man kan bruge forskellige billeder i værktøjet, så man ikke er ”lukket inde i piktogrammer”. Mobilize Me er derudover så simpelt i sin opbygning, at Zander selv kan være med til at planlægge sin dag, hvilket styrker hans selvtillid og lader ham udfolde sin tekniske interesse. Hvis en skabelon har været brugt for længe, tager Zander fx selv nye billeder til den, og gør på den måde aktiviteterne interessante igen. ”Det giver ham ejerskab over værktøjet, og skabelonfunktionen gør det nemt for ham”, fortæller Rikke.
Ligesom de fleste andre brugere, benytter Zander primært Mobilize Me til at få et overblik over sin hverdag og til at huske forskellige aktiviteter og gøremål. Zander har nu brugt værktøjet i halvandet år, og selvom han ikke længere behøver at kigge på det så ofte, så giver det ham en sikkerhed at kunne logge på i løbet af dagen. ”Det har givet ham meget mere ro, og han kan holde fokus på det han skal”, fortæller hun
Zanders glæde ved værktøjet smitter af, så lillesøster Lea også er begyndt at bruge det indimellem. ”Du behøver jo ikke at have en diagnose, før, det er smart” siger Rikke, og uddyber ”De fleste børn bliver tiltrukket af ting på en skærm, og vi kan da lige så godt udnytte den fascination konstruktivt”. Familien er i gang med at introducere Mobilize Me på Zanders skole, og de er sikre på, at værktøjet vil hjælpe dem mange år frem.