Nyhed

Jul i den neurodivergente familie: Den autismevenlige jul

Af Pernille Hebsgaard, autistisk forandringsagent og formidler

Nybagte pebernødder og hjemmelavet marcipan. Et flot dekoreret juletræ og julepynt i hele huset. Gaver i læssevis og spændte små trippende barnefødder. Julesang og -samler. Andesteg og brunede kartofler. Pakkeleg og julefester. Lang juleferie hvor hele familien samles. Det dufter af jul og emmer af hygge. Eller… det er i hvert en del af de forventninger, man kan have til julen.

Men lever man i en familie med autisme, er det bare ikke sikkert, at det billede man har af julen og ferien stemmer overens med de forventninger. Og dét er ofte den største barriere for den gode autismevenlige jul.

De fleste mennesker, uanset neurologi, har ofte en tendens til at have forventninger til julen. Måske fordi vi bombarderes med disse fra venner, familie, butikker, film osv., måske fordi vi selv er vokset op med en særlig tilgang til julen, eller måske fordi vi har haft bestemte forestillinger om julens udtryk.

Uanset årsagen har mange af os en idé om hvordan den gode jul ser ud. Og det kan være svært at skulle omstille sin hjerne til at tænke anderledes, enten fordi man neurologisk set er udfordret, eller fordi man føler forventningspres – måske endda begge dele.

Men ét er forventninger udefra, noget andet er dem, der kommer indefra. Vores egne forventninger kan vi skrue på, og vi kan ændre vores fokus til at være kvalitativt frem for kvantitativt (fokus på glæde og nærvær frem for antal af gaver og timeforbrug i køkkenet fx).

De udefrakommende forventninger fra eksempelvis venner, familie og bekendte er straks værre, især hvis man har et ønske om at fejre jul med netop nogle af disse venner eller familie, og ikke kan matche deres forventninger. Her er det vigtigt at være åben om de ting, man kan have brug for i forbindelse med julen, så tiden man bruger sammen er forventningsafstemt.

Hvad har autister brug for i julen?

Det er enormt individuelt og afhænger af mange faktorer. Overordnet kan man sige, at vi skal tage højde for, at autistiske mennesker har brug for forudsigelighed, har anderledes sociale og kommunikative præferencer og har behov for tilpasning af stimuli. Nogle autister elsker julen enormt meget, fordi den opleves som en tilbagevendende fast og genkendelig rutine; for andre føles julen som et stressende og overstimulerende brud på den sædvanlige hverdag. 

For dem, der finder julen svær, kan det fx give bedst mening at holde sig så meget til den vante struktur som muligt (tag evt. udgangspunkt i jeres weekendstruktur). Inkluder så vidt muligt autistens særinteresser i julen, hvis højtiden er svær, fx som en del af pakkespilslegen, som en julegave, i salmerne, i TV osv., så det føles mere trygt og interessant. 

 

 

Pernille Hebsgaard

 

 

 

Sørg desuden for som altid at have hjælpemidler tilgængelige (herunder skærm hvis det opleves som et sådant) og at lave safe spaces, som man kan trække sig til og holde pauser (både ude og hjemme). Forbered så vidt muligt de nye elementer, som kan forekomme stressende (brug fx de 10 H’er). Og husk,at julen kan stimulere rigtig meget. Det gælder også fx julepynt, som det er værd at overveje, om autisten finder overstimulerende. Respekter altid et nej – også hvis det betyder, at autisten ikke deltager i særlige arrangementer. Man behøver ikke lave alting sammen i juleferien.

Overordnet set kan man sige, at autister har brug for nedjustering af krav og forventninger i juletiden. Og det kan andre i familien også have gavn af, da julen kan være stressende for alle hjernetyper.

Særlige elementer i julen – og udfordringer

Skal vi kigge ind i mere specifikke udfordringer, kan vi starte med at kigge på julearrangementer som fx klippe-klistre, juletræsfester, julefrokoster, dage med bagning mm., sociale begivenheder små som store, hvor man mødes og ”julehygger”. 

Her er det vigtigt at kigge på rammerne for begivenheden og skabe forudsigelighed omkring det. Det kan man fx gøre ved at indhente så mange informationer som muligt om det, der skal ske. Måske skal man genoverveje at deltage i større arrangementer.

Kravet om socialisering kan være super svært for både autistiske voksne og børn, fordi der er enormt mange stimuli til den slags begivenheder. Husk desuden, at det kræver ressourcer, så indlæg tid til opladning både før, under og efter og prioriter benhårdt, man kan ikke det hele.

For mange planer generelt kan let stresse et autistisk styresystem.  Sørg også altid for at have safefood (tryghedsmad) tilgængeligt. Og husk der er ingen, der siger, at man ikke kan spise nuggets eller sushi til en julefrokost. 

Skal vi kigge lidt på julegaver, er det en hel verden for sig. Nogle autister elsker dem, mens andre oplever dem som uforudsigelige og overvældende. Fx kan man overveje, om antallet skal justeres, hvorvidt de bør fordeles over flere dage, om autisten skal vide/bestemme, hvad vedkommende får (alternativt så hold dig til ønskelisten eller find inspiration i autistens særinteresser) – og skal vi måske helt lade være at pakke dem ind? Husk desuden, at nogle autister tager tid om at adoptere gaven og har svært ved at afkode det sociale samspil og dermed give en reaktion, der stemmer overens med det, giveren forventer som fx at udtrykke begejstring eller sige tak.

 

Pernille Hebsgaard huskeliste til juletiden

Der er mange ting at være opmærksom på i juleferien, og de mange forventninger i julen kan let føles uopnåelige. Måske virker det lige så uoverskueligt at vige fra den normative jul, som det gør at forsøge at indfri forventningerne.

Men det KAN lade sig gøre at få en rigtig dejlig autismevenlig jul.

Har man en autist i familien, vil jeg derfor anbefale at man overvejer, om man har husket:

  • Nedjustering af krav og forventninger helt generelt
  • Benhård prioritering af dét vigtigste og det, der gør én allermest glad – ingen kan det hele
  • Forventningsafstem med de mennesker man ønsker samvær med i julen 
  • Ikke at presse en autist til at spise julemad, men i stedet have safefood tilgængeligt 
  • At autisten får stimmet (selvreguleret) og har tid til at nyde sensoriske input (musik, kram, stearinlys, mad mm.)
  • Bearbejdning af indtryk fra juledagene i roligt tempo
  • At tillade autisten at bruge hjælpemidler, som fx høreværn og tyngdeprodukter
  • Tilvalg af de elementer og arrangementer i julen, der giver mening og ikke er for overstimulerende (overvej justering og til/fravalg ift. gaver, mad, fester, traditioner osv.)
  • Fysisk og mental hvile
  • Prioritering af alenetid, ro og interesser 
  • At tage tidligt hjem, holde en pause eller takke nej til et arrangement, hvis det viser sig at blive for meget
  • At nyde gaver i ro og mag uden forstyrrende elementer og krav om særlig reaktion 
  • At bede om flere informationer, tidshorisonter og detaljer

Bevar ikke traditionerne for traditionernes skyld, men for familiens skyld

Om det er at fælde juletræ sammen, se en juleudstilling, lave dekorationer, se en bestemt julefilm eller deltage i den årlige familiejulefrokost, er der stor forskel på. Men i de fleste familier er der som regel særlige traditioner, man godt kan lide at gentage år efter år. For nogle autister opleves gentagelsen af traditionerne som en tryghed og noget velkendt. For andre kan det, ligesom med julen generelt, opleves enormt overvældende og som et stort brud på årets sædvanlige gang, som gør det svært at gennemføre traditionerne. 

Desuden kan det variere enormt meget fra tradition til tradition, hvad man kan lide og overskue at deltage i.

Det væsentlige er at undgå dem med for mange stimuli, at huske på at autister hurtigere udtrættes, at de enkelte elementer gerne skal give mening, og at der ikke skal lægges for mange planer.

Tilpas, juster og udvælg med kritiske øjne og bevar så meget forudsigelighed som muligt fx ved hjælp af visualisering, hvis det fungerer for autisten (nogle elsker at kunne tælle ned til juleaften – eksempelvis via en tegning af et stearinlys). Så husk altid; bevar ikke traditionerne for traditionernes skyld, men for familiens skyld.

Det vigtige ved julen er ikke dens udtryk, men hyggen og nærværet. Julen behøver ikke ligne den, du ser på TV, eller den som naboen har. Så længe I har hinanden og kommer igennem dagene på en måde, der giver mening for jer som familie, er det en succes. Rigtig glædelig jul!

 

Jul i den neurodivergente familie: Juletiden stiller ekstra krav

Jul i den neurodivergente familie: Juletiden stiller ekstra krav

I juletiden er der krav. Krav til at give nissen en tilpas fed oplevelse, når den er med hjemme fra børnehaven. Krav om at være social. Krav om at have noget begavet og måske endda interessant at sige til de utallige julearrangementer. Derudover er der brud på...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

I nyhedsbrevet får du information om bl.a. events, opdateringer i vores strukturværktøjer og blogindlæg. Vi sender det ud cirka en gang månedligt, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Tak for din tilmelding. Vi glæder os til at sende dig et månedligt nyhedsbrev.