Motivation tager udgangspunkt i den enkelte

Mennesker med kognitive udfordringer, som fx ADHD og autisme, kan have vanskeligt ved at motivere sig selv. De har ofte nedsatte kognitive funktioner, nedsat opmærksomhed, nedsat mentaliseringsevne, og nedsat evne til at regulere deres følelser. Dette påvirker deres motivation og vedholdenhed, og evnen til at se muligheder – i alle aktiviteter.

Motivation

Når man har en kognitiv udfordring, er det svært at blive i en opgave. Det gør sig især gældende, når opgaven bliver rutinepræget, fordi hjernen har nedsat indbygget feedback og belønning. Konkret mangler man stoffet dopamin, som er med til at motivere til igangsætning og styre arbejdshukommelsen. For mennesker med kognitive udfordringer handler det altså ikke om, hvorvidt de gider eller orker, men om at de har nedsat evne til at motivere sig selv – og være vedholdende. Det er specielt svært, hvis målet med en aktivitet er uklar, eller det ikke giver mening for brugeren.

Når fællesskabet ikke er nok

Motivation er stærkt relateret til vores følelser, og vi stræber selvfølgelig mod det, som giver os rare følelser. Mennesker med kognitive udfordringer motiveres sjældent på samme måde som neurotypiske, fordi de ikke finder glæde i de samme ting. Lysten til at være en del af et fællesskab skaber fx ikke en naturlig, indre motivation, som det ofte gør hos neurotypiske.

Derimod har personer med fx autisme typisk en større motivation for at beskæftige sig med en særinteresse. Det kan man som forælder eller støtteperson anvende konstruktivt ved at benytte særinteressen som en indgang til at tale om et emne – eller som en belønning.

Tony Attwood, klinisk psykolog og specialist i Aspergers syndrom, er stor fortaler for at anvende særinteresser som motivationsfaktor. I bogen”Aspergers Syndrom” (2017) skriver han følgende om brug af særinteresser:

“Tilladelse til at beskæftige sig med særinteressen er en påfaldende stærk belønningsmulighed. Hvis man laver lektierne i skolen, kan det give fritid til at beskæftige sig med særinteressen. Hvis barnet f.eks. løser ti matematikopgaver på ti minutter, kan det få ti minutters fritid på computeren” (Attwood, 2017).

I Mobilize Me er det nemt at lave en struktur, hvor aktiviteterne motiveres af en belønning. I Mobilize Me kan en aktivitet sammensættes af flere underaktiviteter, hvor den sidste aktivitet er noget, brugeren synes er en belønning (og som udløser dopamin). Det kan fx være en film på ipad’en eller andet, som brugeren synes er sjovt.

Visualiser vejen til belønning

Du kan understøtte motivation med billeder og planer i Mobilize Me, så vejen til belønningen bliver visuel. Er belønningen længere ude i fremtiden, kan det hjælpe både hukommelse og motivationen at hænge en fysisk seddel op, hvor i krydser af, når et mål er nået.

Det er vigtigt, når man arbejder med flere delmål, at det er visuelt, hvor mange gange der er tilbage, inden vi krydser den endelig målstreg. På den måde kan du hjælpe brugeren med at overvinde indre modstand, og på den måde få nye erfaringer, som forhåbentlig gør det lidt lettere næste gang.

Det skal være meningsbærende for den enkelte bruger

Du kommer længst med din indsats, hvis en aktivitet er meningsbærende for den enkelte. Mennesker med kognitive udfordringer har sjældent det store overblik, og derfor er det vigtigt, at der er en konkret plan med den enkelte aktivitet. Det kan være svært altid at italesætte den overordnede mening, men hvis du gør det, vil det ofte motivere borgeren.

Eksempel: “Hvorfor skal jeg skrive en krimi? Jeg skal jo ikke bruge det til noget

Som forælder eller fagperson, må du her hjælpe borgeren til at se den større sammenhæng. Sig fx “Det store perspektiv er, at du går i skole, fordi du gerne vil være flymekaniker. Det bliver man kun, hvis man er god til at tale og skrive dansk, og det at skrive en stil er et skridt på vejen derhen”.

Det er individuelt, hvad den enkelte ser som meningsbærende, så jo bedre du kender din borger, jo nemmere kan du sætte et scenarie op, med Hv-ord, som forklarer sammenhængen. Nogen skal bruge alle Hv-ord, andre kan nøjes med færre. Vi genopfrisker dem lige for en sikkerheds skyld:

1. Hvad skal jeg lave? (indhold)
2. Hvorfor skal jeg lave det? (mening)
3. Hvordan skal jeg lave det? (metode)
4. Hvor skal jeg lave det? (placering)
5. Hvornår skal jeg lave det? (tidspunkt)
6. Hvor længe skal jeg lave det? (tidshorisont)
7. Hvem skal jeg lave det med? (personer)
8. Hvor meget skal jeg lave? (mængde)
9. Hvad skal jeg så? (næste)

Du kan fx bruge notesfeltet i Mobilize Me til besvare alle hv-spørgsmålene. Vær opmærksom på, at det er svært at overføre en erfaring fra én sammenhæng og tage den med over til en anden. Det vil sige, at du ikke nødvendigvis kan regne med, at fordi I har øvet jer rigtig meget i “hvorfor skal jeg skrive en krimi”, så vil andre lignende opgaver give mening. For mennesker med kognitive udfordringer vil der være stor forskel på at skrive om eksempelvis dinosaurer og krimier, og erfaringen kan derfor ikke tages med direkte.

Bagdørs pædagogik

Det er svært at arbejde med et andet menneskes selvindsigt ift. støttebehov, hvis ikke vedkommende selv er en del af planen, og kan se sig selv i den. Motiver gennem samtale og kendskab til den enkeltes interesser og ønsker i stedet for at sige direkte “du har brug for hjælp til …., nu skal du bare se”.

Det er ikke sikkert at borgerens syn på, hvad han/hun har brug for, er det samme som dit. Derfor er det tit en god ide at arbejde mere indirekte med din indsats.

Eksempel: Du vil gerne vide, hvor meget din elev har forstået af et bestemt emne fx Martin Luther. I stedet for direkte at sige “kan du fortæller mig om Martin Luther?” så prøv med “Jeg kan faktisk ikke selv huske, hvad jeg har sagt, kan du sige nogen ting om Martin Luther? Hvad var egentlig det vigtigste?”.

Sæt brugerens egne ønsker i centrum

Som støtte- og/eller fagperson har vi de bedste intentioner om at hjælpe brugerne, men indimellem kan vi faktisk fare vild i vores egen dagsorden. Det sker typisk i de situationer, hvor vi beslutter os til at hjælpe brugeren med noget, som han/hun egentlig ikke betragter som et problem. Hvis man som udgangspunkt har en indstilling som siger “nu skal jeg hjælpe dig” (underforstået – du kan ikke selv), så bliver reaktionen ofte en afvisning.

Som støtteperson skal man derfor være klar over sin egen dagsorden og tilsidesætte den, så man kan møde mennesket der hvor det er.

Vores erfaring viser, at hvis du fx taler med brugerne om, hvilket værktøj de synes er bedst, og viser konkrete eksempler i Mobilize Me og PlaNet, så får du tit et kompetent svar.

At se og høre at man bliver taget alvorligt er vigtigt for alle mennesker. Gør det derfor altid tydeligt for brugeren, at du interesserer dig for hans/hendes mening og sig fx:

1. “hvad synes du”
2. “din mening er vigtigt”
3. “Vi taler sammen om det”

Det kan være svært at forstå når andre tænker helt anderledes end gennemsnittet. Vi skal gøre os umage med at spørge ind til den enkelte, så vi bliver bedre til at forstå, hvad de forstår. Så bliver vi også bedre til at motivere.

Du er måske også interesseret i:

• At læse om Lise, der fik sin ADHD-diagnose som 30-årig
• At tilmelde dig et af vores gratis webinarer