Nyhed

Tre råd til dig, der er neurodivergent og i arbejde

Synes du, at det kan være udfordrende at være neurodivergent og i arbejde? I blogindlægget her har vores vores faglige koordinator Rikke samlet sine bedste råd og erfaringer til dig.

Først skal du være opmærksom på, at der kan være stor forskel på, om du er udredt som barn eller ung og har øvet dig hele dit liv på at lære dig selv og dine grænser at kende, eller om du først er udredt som voksen og i mange år har lært dig selv at gøre “hvad andre gør” og derfor først i en sen alder skal omtænke, hvad du kan holde til i dit arbejdsliv.

For er du neurodivergent, men har levet som neurotypisk i et halvt liv og først har fået stillet en diagnose som voksen, har du højest sandsynligt tillært dig at gøre som neurotypiske og skal først nu til at lære, hvordan du går på arbejde som neurodivergent.

Min erfaring stammer fra selv at blive diagnosticeret som 35-årig og vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en sygemelding. I dag arbejder jeg som faglig koordinator hos Mobilize Me. Ud fra min erfaring giver jeg dig her mine fire bedste råd til at gå på arbejde som neurodivergent.

1. Find nogle at snakke med

Det kan være en bostøtte, der kan hjælpe dig med at se situationerne udefra og give perspektiv på udfordringerne. Du kan også spørge din arbejdsplads, om de har en mentorordning, der kan hjælpe dig med alt det usagte på arbejdspladsen: Hvor sidder man i kantinen, eller hvor får man hjælp, hvis der er for meget larm på arbejdspladsen.

2. Lær at stressreducere

Det er en virkelig svær disciplin, og det er individuelt, hvad der virker fra person til person. Jeg ved f.eks., at min krop på nogle dage bliver stresset og overloadet af at gå fire etager op til vores kontor, så de dage tager jeg elevatoren. Stressreducering kræver, at du er opmærksom, så det ikke bliver automatikken, som tager over. Det kunne eksempelvis være en tanke som “det er sundt at tage trappen og få pulsen op”. Men hvis det tager en halv time at komme ned igen, så er det måske ikke det mest hensigtsmæssige valg, inden du skal sidde ned og koncentrere dig.

Især hvis man lever med både ADHD og autisme kan det være en svær disciplin: For ADHD siger, at man vil frem, og autismen siger, “bliv hvor du er” – og det kan give ubalance.

3. Hav styr på din energiforvaltning

Her er der heller ikke en one-size-fits-all-løsning på job. Men vær nysgerrig på dig selv hver eneste dag. Du kan spørge dig selv: Hvorfor får jeg det, som jeg gør i bestemte situationer?

4. Lav strategier

Det handler meget om at lave strategier for sig selv. Eksempelvis har jeg tidligere brugt meget energi på at gå til møder, fordi man både skal lytte, huske hvad folk siger og samtidig beslutte sig for, hvad man selv mener, have svar klar og sige det på rette tidspunkt.
Derfor har jeg jeg lavet en mindmap-strategi, hvor jeg skriver mødeoverskiften ned i midten og laver en boks for hvert undertema, som kommer på tale, hvor jeg løbende kan notere pointer og andre ting, som trækker tråde til mødeoverskriften. Så behøver jeg ikke bruge opmærksomhed løbende på at huske det hele. Samtidig skriver jeg mine egne input nederst på papiret, så jeg husker det og kan byde ind, når det passer.

Det kræver lidt arbejde at finde sine egne strategier og værktøjer, men når du har fundet din løsning, hjælper det til at forvalte energien bedst muligt.

5. Etabler systemer:

Gode systemer bidrager også til at forvalte din energi bedst muligt. Prøv så vidt muligt altid at have dine ting det samme sted på arbejdspladsen og skab rutiner.
Land på samme måde hver dag, så der ikke er en masse, du skal forholde dig til fem minutter efter, du er ankommet, og du på den måde får en rolig start.
Måske du skal nusse rundt i ti minutter, inden du går i gang. Det kan være at vande planterne eller lave en kop kaffe. Prøv forskellige ting og se, hvad der virker for dig.
Hver gang du laver ændringer, så skriv dem ned et sted, hvor du ved du kan finde dem.

Eksempelvis hvis du ændrer dit password og ikke kan huske det, så du ikke kan få adgang til din pc, så giver det en masse stress. Skriv ændringer ned på et stykke papir og lad det sidde ved din arbejdsplads den første måned, indtil det igen er automatiseret.

Hvis først jeg ender i stress på den måde, kommer det tilbage som dønninger resten af min arbejdsuge. Derfor giver det så god mening at lave gode systemer og strategier, så man forvalter sin energi bedst muligt og er på forkant.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd.

Jul i den neurodivergente familie: Juletiden stiller ekstra krav

Jul i den neurodivergente familie: Juletiden stiller ekstra krav

I juletiden er der krav. Krav til at give nissen en tilpas fed oplevelse, når den er med hjemme fra børnehaven. Krav om at være social. Krav om at have noget begavet og måske endda interessant at sige til de utallige julearrangementer. Derudover er der brud på...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

I nyhedsbrevet får du information om bl.a. events, opdateringer i vores strukturværktøjer og blogindlæg. Vi sender det ud cirka en gang månedligt, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Tak for din tilmelding. Vi glæder os til at sende dig et månedligt nyhedsbrev.