Sarah Liv blev udsat for overgreb fra hun var 11 til omkring hun var 16 år gammel. Igennem hele sin ungdom havde hun ikke noget sprog for, hvad hun havde været udsat for, eller hvordan hun havde det.
– Jeg havde det bare mærkeligt. Det var den eneste måde jeg kunne forklare det. I dag ved jeg at jeg blandt andet af flashbacks og undgåelsesadfærd. Jeg havde det ubehageligt med kvalme, hjertebanken og stort besvær med at sove. Det tog ofte 3 timer at falde i søvn, og så vågnede jeg med mareridt. Men sådan havde det jo altid været, så jeg tænkte ikke det var unormalt, fortæller Sarah Liv.
Fik afvisning på traumebehandling i psykiatrien
Både som 20 og 22-årig var Sarah Liv i forløb i psykiatrien med depressioner. Anden gang hun blev tilknyttet psykiatrien efterspurgte hun traumebehandling, som blev afvist.
Jeg fik at vide, at de ikke kunne tilbyde mig en traume/overgrebsgruppe, fordi mine overgreb ikke var slemme nok. I stedet blev jeg sat i en depressionsgruppe, som jeg i dag ved, kun var symptombehandling, forklarer Sarah Liv
Også afvist hos lægen
Fire år efter behandlingen i psykiatrien var Sarah Liv forbi lægen. Hun havde kort forinden læst en artikel om en soldat, der vakte genklang.
– Jeg har jo aldrig været udsendt, men jeg havde en følelse af, at det soldaten følte lige så godt kunne være mig. Så jeg begyndte at læse op på PTSD-diagnosen, og jeg følte mig så genkendt.
Men her blev hun også afvist. Lægen mente ikke, at det var PTSD og sagde, de ville have fundet ud af det i forbindelse med de to forløb i psykitrien.
– At endnu en fagperson sagde, at det ikke var så slemt gjorde, at jeg bare kørte på med arbejde. Kort før Corona ramte Danmark i 2020, gik jeg ned med et brag. Mine symptomer gik amok og jeg troede jeg var ved at blive sindssyg. Lægen sagde, at det var stress. I dag kan jeg se, at det var en overbelastning efter at have haft det skidt og manglet søvn i mange år, forklarer Sarah Liv.
Sarah Livs 3 råd til dig, der står i samme situation:
- Find nogle med lignende erfaringer. Det gør en stor forskel at spejle sig i andres historie, erfaring og viden, og du får et sprog for det, du har oplevet
- Uanset hvad du har været udsat for, var og er det ikke din skyld
- Søg terapi og tryghed i små bidder. Det kan være enormt sårbart at skulle dele de svære tanker
Traumeterapi og fællesskab
Sarah Livs vej til heling begyndte herefter.
Jeg læste en artikel fra Ude og Hjemme, der dukkede op på Facebook, om en kvinde, der havde fået en PTSD-diagnose og talte om andre senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Jeg følte, at det var min historie, der stod skrevet.
Herefter begyndte Sarah Livs helingsproces. Hun googlede en masse og endte med selvbetalt traumeterapi i 2 år, pga de lange ventelister til Center for Seksuelt Misbrugte, der førte til, at hun 10 år efter sit første besøg i psykiatrien fik en PTSD-diagnose og forståelse for hendes reaktioner, der kan spores tilbage til overgrebene som 11 årig.
Igennem det forløb forstod hun, hvor indgribende barndomstraumer er.
– Det har været helende for mig at forstå, hvor indgribende et barndomstraume er. Det var især vigtigt, at min fortælling blev anerkendt, at jeg fik fortalt at mine reaktioner var helt normale traumereaktioner, og at nogle turde gå ind i de ubehagelige samtaler med mig. I dag tør jeg dele de tanker, der før var for svære, skamfulde og forbudte, med min mand og veninder.
I dag har Sarah Liv startet podcasten “Forbandet barndom”, fordi hun selv manglede netop sådan en at lytte til.
– Jeg troede, at jeg var den eneste i verden. Jeg begyndte at dele ud på Instagram og fandt ud af, hvor mange andre, der har en historie, der minder om min. Dengang fandtes der ikke en dedikeret podcast om emnet, så derfor startede jeg den.
I dag er Sarah Liv sygemeldt på grund af en voldsom fødsel i 2022, men hun håber, at hun kan komme tilbage på arbejde.
– Jeg har det meget bedre i dag. At få diagnosen har betydet, at jeg er blevet meget bedre til at vise omsorg for mig selv. Jeg tillader mig selv at tage pauser, og jeg er blevet bedre til at inddrage mine omgivelser i mine følelser og tanker.
I stedet for følelsesløshed har jeg fået ord for mine oplevelser, og hvordan jeg har det. Jeg tillader mig selv ægte heling.
– Jeg drømmer om at uddanne mig til traumeterapeut og tilbyde hjælp og støtte til andre, der har barndomstraumer med sig
Du er måske også interesseret i:
- At læse om Lise Emilia, der fik en ADHD-diagnose som 30-årig
- At deltage i et af vores kommende webinarer
- At vide mere om vores digitale mestringsværktøj PlaNet
