Sprog: Siger du autistisk person eller person med autisme?

Man kan som neurotypisk måske forfalde til at tænke “no big deal”, men det er faktisk vigtigt, hvordan vi italesætter eksempelvis autisme. 

Når vi er bevidste om, hvad vi siger, så undersøger vi sprogets magt, og vi undersøger autisters præferencer, forklarer Kathe Johansen, der har forståautisme.dk

Fakta: Kathe Johansen

• Har sin egen praksis “Forstå Autisme”, hvor hun arbejder med at rådgive unge og voksne autister samt forældre, så det bliver nemmere at navigere i hverdagen. Derudover underviser Kathe fagfolk og virksomheder, som gerne vil forstå autisme
• Kathe Johansen er medlem af Det Centrale Handicapråd og tidligere formand for Landsforeningen Autisme
• Du kan læse mere om Kathe Johansen her

Sproget er vigtigt, fordi det definerer samfundets opfattelse, og har vægt i eksempelvis politik, klinisk praksis og når man laver forskning.

Ved at diskutere sprogbrugen og udbrede viden om autisme og i det hele taget personer med en anderledes neurobiologi, så afstigmatiserer man og styrker autisters selvværd og tanker om dem selv som individer på fuldstændig lige fod som alle andre individer, uddyber Kathe Johansen. 

Fakta: Det kan du sige i stedet for:

• “Højtfungerende”: Det kan blive opfattet provokerende, fordi man kan have kæmpet enormt meget for at blive mødt på ens funktionsniveau. I stedet kan du sige: “Jeg kan se, at du har en styrke i det, du gør her”.

• Særinteresse”: I stedet kan du sige “særlig interesse”. Hvis man skiller ordene ad, så bliver det nemlig problematisk med ‘særinteresse’, fordi det ligger i ordet “sær”, at man er lidt speciel, hvorimod “særlig” indikerer, at det bare er personens særlige interesse.

På den anden side hjælper man neurotypiske til at ændre synet på autister eller andre neurodivergente.

Hvis samfundet har mere viden og en bevidsthed om, hvordan vi taler om diagnoser som autisme, så mener jeg, at det på længere sigt vil have en positiv indflydelse på autisters deltagelse både fra helt lille i daginstitutionen, til skolen og ud på arbejdsmarkedet.

Sætter du personen eller individet først? 

Måske har du ikke tænkt over det før. Men adskiller du mennesket fra diagnosen? Eller ser du diagnosen som en central del af mennesket? De spørgsmål kan koges ned til to forskellige sprogbrug, der diskuteres i de her år: Person-først-sprog og individ-først-sprog. 

Fakta: Personførst-sprog og identitetførst-sprog

Person-først-sproget: “Person med autisme / Jeg lever med autisme”

• Bruges ofte i kliniske sammenhænge og i forskningsmiljøer

• Argumentet, for at bruge det, er, at man gerne vil lægge vægt på personen fremfor personens handicap, så derfor bruges denne type sprogbrug for at anerkende adskillelsen af person og handicap.

• Der er autistiske mennesker, der understreger, at den adskillelse af personen fra diagnosen utilsigtet medfører stigmatisering, fordi det implicit medfører, at autisme er en defekt, som skal fjernes fra individet og indikerer, at autismen er noget dårligt.

Identitet-først-sprog”: “Autistisk person” / Jeg er autist”

• Især autistiske influencere i verden, men også i Danmark, argumenterer for at bruge identitet-først-sprog. 

  Ved denne type sprogbrug anerkender man autismen som en central del af personens identitet – på lige fod med køn eller identitet. Der er mange autistiske mennesker, der mener, at en autistisk person aldrig kan og aldrig bør adskilles fra sin autisme

I 1970’erne opstod person-først-sprogbrugen (Person First Language). Det var ud fra et ønske om at understrege personens unikke kombinationer af styrker, behov og perceptioner (oplevelser) både relateret til og ikke til deres handicap. Det var bogstavelig talt for at placere personen før handicappet. 

Det var især sprogbrug som ikke-autistiske personer har støttet og stadig gør i dag – i især politiske og kliniske sammenhænge – ud fra en overbevisning om, at det giver en positiv social identitet. Det er ment som “empowerment”, så intentionen bag er god, men det er nærmere blevet brugt til at dehumanisere og marginalisere autister, forklarer Kathe Johansen. 

Grunden til det er, at person-først-sprogbrugen medfører en forestilling om, at autisme er en defekt, som skal fjernes fra individet og dermed er noget dårligt. 

Hvis man i modsætning tager identitet-først-sproget (Identity First Language) og altså siger “autist”. Så anerkender man autismen som en central del af personens identitet. På lige fod med køn eller nationalitet. Ligesom du nok ikke vil sige “en person med nationaliteten dansker”, men blot “dansker”. 

Autisme kan du ikke slukke for

Der er mange autistiske individer, der mener, at en autistisk person aldrig kan og aldrig bør adskilles fra sin autisme. 

– Jeg fik engang en rigtig god forklaring fra psykolog Christian Stewart-Ferrer på de forskellige sprogbrug. Han forklarede, at autisme er en tilstand, der ikke kan slukkes for. Det er en tænkestil. Hvis man f.eks. er angst for hunde, så er man ikke angst, når hunden ikke er der, og dermed er det ikke en konstant tilstand. Derfor har man angst i nogle tilfælde, men er ikke angst. Modsat med autisme: Den kan du ikke slukke for, den har du med dig 24/7 fra du bliver født, til du går i graven. Du er tænkestilen, du er autist, forklarer Kathe Johansen.

Gode råd:

Til dig, der er neurodivergent:

• Øv dig i at sige fra. Du kan eventuelt bruge Christian Stewart-Ferrers analogi med angst og hunde. 
• Som neurodivergent har du en anderledes tænkestil end andre. For at gøre det konkret, kan du bruge Catrine Madsins sammenligning: Vores telefoner har to forskellige styresystemer: Enten Andriod eller iOS. På samme måde har din hjerne et andet styresystem end det neurotypiske
• Hvis du har lyst til at blive tiltalt “autist”, så sig evt.: “ Jeg vil gerne have, at du siger, at jeg er autist. Jeg er født med autistisk tænkestil, og jeg kan ikke slukke for det. Så det er en stor del af mig.”

Til dig, der er neurotypisk:

• Vær oprigtig nysgerrig 
• Lyt til, hvad personen du taler til, siger og gør. Der kommer ofte signaler. Hvis du fornemmer, at du er gået over stregen, så kan du spørge: “Hvordan forstår du det, jeg siger lige nu?”. Men vær opmærksom på, at mange autister maskerer.
• De fleste mennesker har gode intentioner i en kommunikationssituation, men oftest er det i en misforståelse, det går galt

Så hvad kan konsekvensen være for en neurodivergent, der konsekvent bliver omtalt på en måde, vedkommende ikke ønsker?

Så oplever man at blive set på som forkert, fordi man er autist.  Hvis man bliver talt til på en måde, hvor man konsekvent føler, at man bliver talt ned til, eller at det ikke bliver anerkendt, at man er autist, så er det jo lidt ligesom at sige, at man ikke er god nok, siger Kathe Johansen .

Vær nysgerrig og spørg 

Er du neurotypisk og nervøs for, hvad du kan sige? Det er der ingen grund til.

Mit bedste råd er at være oprigtig nysgerrig og spørge den, man står overfor, hvis man bliver i tvivl.

  Selvom identitet-først-sprogbrugen vinder indpas i disse år, er det langt fra alle neurodivergente, der har en præference.

Det er cirka 50/50, hvad autister selv synes. Så hvorfor ikke bare spørge den person, du står overfor, hvordan vedkommende helst vil omtales eller sige “hvordan forstår du det, jeg siger lige nu?”, siger Kathe Johansen.

Du er måske også interesseret i: 

•  At gå på opdagelse i vores blogunivers
• At se vores kommende webinarer
• At få en online præsentation for dig og dine kollegaer